To nye ruter og fortsat vækst i Aarhus Airport

Aarhus Airport oplever fortsat fremgang og afsluttede maj med en passagervækst på 10,7 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Dermed markerer lufthavnen femte måned i træk med tocifret vækst.
Samtidig udvider lufthavnen sit rutenet med to nye direkte forbindelser. Den 2. juni åbnede en ny rute til Katowice i Polen med Ryanair, mens en rute til Kreta med Aegean og Apollo Rejser følger den 15. juni.
Ifølge lufthavnen skyldes væksten blandt andet øget efterspørgsel fra rejsende i Jylland samt et tættere samarbejde med internationale fly- og charterselskaber, som har tilført over 130.000 ekstra sæder til sommersæsonen.
”Sommersæsonen er godt i gang. Vi starter juni måned med to ruteåbninger: Én, der byder på en ny destination, og én, der byder velkommen til en ny samarbejdspartner. Samtidig byder vi i juni også velkommen tilbage til de direkte ruter til Lesbos, Zadar, Mallorca og Korfu. Her kan rejsende vælge at købe en flybillet og selv finde overnatning – eller købe en pakkerejse med enten Århus Charter, Apollo Rejser, Spies, Sunweb, Bravo Tours eller TUI,” siger David Surley, Sr. Director Route Development, Aarhus Airport.
Aarhus Airport fungerer i stigende grad også som destinationslufthavn for internationale rejsende til Midt- og Østjylland, hvilket styrker turismen i området.
”Aarhus Airport er i dag et naturligt valg for rejsende, der rejser til regionen. Vi oplever, at flere internationale rejsende søger mod Aarhus og hele Midt- og Østjylland, fordi tilgængeligheden er blevet stærkere. Det giver et løft til turismen og de virksomheder, der lever af den aktivitet, som internationale rejsende bringer med sig. Det er en udvikling, der betyder noget for hele regionen,” siger administrerende direktør Lotta Sandsgaard.
I maj rejste 60.213 passagerer via lufthavnen mod 54.372 året før, mens væksten år til dato ligger på 13,2 procent.
Faktaboks:
- Passagervækst maj 2026: +10,7 %
- Passagerer maj 2026: 60.213
- Passagerer maj 2025: 54.372
- År-til-dato vækst: +13,2 %
- Nye ruter: Katowice (Ryanair) og Kreta (Aegean/Apollo)
- Opstart: 2. juni (Katowice), 15. juni (Kreta)
- Ekstra kapacitet: Over 130.000 sæder til sommeren






Accepter kun nødvendige cookies